En tid – et liv.

Den moderne opdeling af tid i hhv. arbejdstid, fritid eller kvalitetstid er et semantisk fatamorgana – der er bare tid, og den forgår hurtigt.

Men hvordan forbruger vi egentlig vores tid bedst? Det gør vi vel sammen med dem vi elsker? 
Men hvorfor accepterer vi så at bruge så meget af vores forgængelige tid på mennesker og aktiviteter, vi ikke elsker?
 
Det er en absurditet, som Morten Albæk med udgangspunkt i sit virke som erhvervsleder og filosof dekonstruerer for at give plads til en ny og mere meningsfuld måde
at lede sig selv og andre mennesker gennem livet på. Vi går ikke på arbejde hver morgen, vi går ind i et liv, hvor arbejde blot er én af mange korridorer, og hvor der derfor bør gælde samme forhold som i alle andre. 

Morten Albæk giver i sit nye foredrag svar på hvilke radikale konsekvenser, der følger med erkendelsen af, at vi kun lever ét liv i én tid. 
Kan vi forlange intimitet og kærlighed i alle vores relationer – også de professionelle? Kan vi forlange at blive set og udviklet som mennesker – ikke bare medarbejdere?
 
Svaret er et rungende ja. Vi må tage livtag med den professionelle distance og MUS-samtalen, hvis vi skal bane vejen for meningsfulde liv.