Af Bjørn Lambek. Foto Christian Als

Allan Levann, der er CEO i High Performance Institute, bruger 26-årige Mina Akbari som ’omvendt mentor’ for at blive klogere på unges syn på samfundet og verden – og for at få udfordret de bias, han ikke engang vidste, han havde.

»Der er de ting, vi ved, vi ved. Vi ved også, at der er ting, vi ikke ved. Men der er også de ting, som vi ikke ved, vi ikke ved.«

Da Allan Levann for et års tid siden ved et tilfælde stødte på ovenstående citat fra USA’s tidligere forsvarsminister, Donald Rumsfeld, havde han svært ved at slippe det igen.

»Jeg tænkte: ’Det er da lige godt pokkers’. Er der noget, jeg ikke ved? Og som jeg ikke ved, jeg ikke ved? Det blev jeg voldsomt nysgerrig på og begyndte derfor at fundere over, hvem der kunne hjælpe mig med at blive klogere.«

Som stifter og CEO i High Performance Institute og som forfatter og oplægsholder er Allan Levann en af landets mest anerkendte eksperter indenfor ledelse.

Via High Performance Institute har det været hans mission at inspirere og dygtiggøre ledere, helt konkret ved at tilbyde foredrag med nogle af landets topperformere indenfor kunst, sport, videnskab og erhvervsliv, koblet med workshops, uddannelser og skræddersyede forløb for private og offentlige virksomheder og styrelser.

Men selv om Allan Levann livet igennem har været drevet af et ønske om at gøre ledere klogere, og konstant dygtiggøre sig selv, fik Rumsfeld-citatet ham til at spekulere over, om han måske havde nogle blind spots og bias, som han ikke selv var bevidst om.

»Når man er akademiker, har man en tendens til at tro, at man er så klog, at man ikke behøver at gentænke sig selv eller søge ny viden. Men det gik op for mig, at jeg havde brug for nogle input udefra, og at det ikke nyttede at søge hjælp hos mine jævnaldrende,« siger Allan.

Ledte efter ’samfundsspejder’
Derfor satte han sig til tasterne og forfattede et opslag på LinkedIn:

»Jeg søger en lønnet mentor. En samfundsspejder. Et menneske, der kan hjælpe mig med at opdage det, jeg ikke ved, jeg ikke ved. (…) Et menneske, som er nysgerrigt, når der sker ting, der ikke blot er en trend eller megatrend – men et vilkår, en samfundsændring eller paradigmeskifte, som vil ændre verden og vores måde at indrette livet, erhvervslivet og samfundet på.«

Opslaget fik en masse positiv respons, og en del mulige mentorer henvendte sig. Men valget var ikke svært, da 26-årige Mina Akbari dukkede op på hans kontor.

»Der gik ikke mange sekunder, før jeg kunne se, at her var min nye mentor,« siger Allan Levann. »Det var en ung kvinde, der kom fra en helt anden kultur, men som havde et fantastisk drive og en kæmpestor nysgerrighed. ’Her er der virkeligt noget, jeg kan lære’, tænkte jeg.«

Mina Akbari, der er mere end 40 år yngre end Allan Levann, var lige så begejstret over udsigten til et samarbejde med den erfarne erhvervsmand.

»Jeg ville helt vildt gerne arbejde sammen med ham, fordi jeg er ekstremt interesseret i ledelse. Jeg kan godt forestille mig selv at blive CEO på et tidspunkt og var overbevist om, at vi ville være et godt match,« siger Mina Akbari.

Familien flygtede fra Afghanistan
Hvor Allan Levann fremstår som prototypen på en succesfuld forretningsmand, der bor og arbejder i Charlottenlund, kommer hun fra en helt anden baggrund. Hendes forældre og otte søskende flygtede fra Afghanistan til Danmark, da hun var fire år gammel. Selv om moderen er analfabet har familien klaret sig godt. Alle ni børn er godt i gang med eller har afsluttet lange videregående uddannelser. Selv blev Mina Akbari kandidat i Strategi, Organisation & Ledelse fra Aarhus Universitet som bare 24-årig, og har nu sat sigtekornet mod en toppost i erhvervslivet, allerhelst i et job, hvor bæredygtighed fylder det meste.

»Mina er utroligt ambitiøs og har alle de kvaliteter, der skal til for at få opfyldt sine drømme,« konstaterer Allan Levann og nævner en konkret episode, hvor hans mentor blev indkaldt til jobsamtale i transportgiganten DSV.

»Da HR-chefen spurgte hende, hvor ambitiøs, hun var, svarede hun, at hun da godt kunne forestille sig at blive CEO i DSV engang.«

»Der blev helt stille i rummet, og det var tydeligt, at de ikke troede på det,« supplerer Mina Akbari og tilføjer så grinende: »Men jeg mente det faktisk!«

Det magtfrie rum
Man skal ikke være i rum med de to i lang tid, før man fornemmer at kemien imellem dem er helt speciel, og præget af masser af respekt. Selv om Allan Levann tilhører ’boomer’-generationen, og Mina Akbari som 26-årig er en udpræget ’Generation Z’er’, er relationen ligeværdig.

»Lige fra starten har vi opereret i et fuldstændig magtfrit rum, hvor den gensidige tillid gør, at vi kan tale helt frit om alle de ting, der interesserer os, og hvor vi hele tiden gensidigt kan inspirere hinanden. Det er en kæmpe gave,« siger Allan Levann og tilføjer: »Jeg valgte bevidst ikke en mentor fra generation X og Y. De er for tæt på, og derfor opstår der nemt magt.«

Nok er det på papiret Mina Akbari, der er ’omvendt mentor’, men hun lægger ikke skjul på, at hun i høj grad også suger viden til sig.

»Det går rigtig meget begge veje. Jeg ved for eksempel nok lidt mere om ny teknologi, og den praktiske anvendelse af den, men jeg kan på andre områder lære utroligt meget af en så engageret og erfaren person som Allan. Og så er jeg bare utroligt glad for at mærke, at han tror på, at den lidt yngre generation også kan bidrage med noget brugbart,« siger Mina Akbari.

Har lært ’utroligt meget’
Helt lavpraktisk fungerer det omvendte mentorskab på den måde, at de to holder jævnlige og timelange samtaler på Allan Levanns kontor på Charlottenlund Station. Nogle gange lader de blot tankerne få frit spil og taler om alt fra visioner, drømme og diversitet i ledelse til teamsammensætning, holdånd, magtfordelingen i Danmark og unge engagerede menneskers position og fremtidens opgave med at skabe udvikling hos mennesker i alle aspekter af vores liv. Andre gange tager samtalen udgangspunkt i et konkret emne eller en ny bog.

»Vi er gode til at lytte til hinanden og til at respektere hinanden. Og så har vi det til fælles, at vi begge to er utroligt nysgerrige. Det er fantastisk for mig at få Minas perspektiver på en lang række aktuelle emner og problemstillinger. Hvis der er noget, jeg ikke helt forstår, beder jeg Mina om at udlægge teksten. På den måde har jeg allerede lært utroligt meget,« siger Allan Levann.

Enige om det vigtigste
Mina Akbari medgiver gerne, at de to umiddelbart er utroligt forskellige, især hvad angår kulturel baggrund, men de er samtidig meget enige om de vigtigste værdier.

»Jeg føler faktisk, at vi har mange ens synspunkter, men der er også masser af ting, som vi har forskellige vinkler på, for eksempel på grund af vores opvækst, og hvor vi ikke kan blive enige om alt. Men der er stadig masser af respekt, og vi kommer aldrig op at skændes,« siger Mina Akbari.

For nylig havde de to en lang snak om kunstig intelligens, og hvad AI kommer til at betyde for ledere og for samfundet i det hele taget. Efter at de havde pløjet en stor mængde litteratur igennem, besluttede de sig for at forfatte en artikel, og fik Louisa Loran, leder af Google Global Strategic Industries’ ledelsesteam, med ombord.

»Så var vi pludselig tre generationer, der skrev den samme artikel, og vi havde alle en oplevelse af, at resultatet blev markant bedre,« siger Allan Levann.

Den unge generation tages ikke seriøst
Noget af det, der fylder allermest i samtalerne, er diskussioner om, hvordan man kan få Mina Akbaris generation til at trives bedre på arbejdsmarkedet. Og hvordan virksomhederne kan rekruttere og fastholde talenter som hende.

Selv om Mina Akbari kun er i starten af sit arbejdsliv, har hun allerede flere gange oplevet, hvor demotiverende dårlig ledelse virker. Og hun har ligesom mange af sine jævnaldrende en fornemmelse af at virksomhederne ikke gør sig umage nok med at håndtere de unge talenter.

»Vi er rigtig mange i min generation, og måske specielt os med en lidt anden baggrund, der føler at vi ikke bliver taget seriøst. Der er alt for meget fokus på de ting, vi ikke kan, og på de erfaringer, vi af gode grunde ikke har fået endnu. Men vi kommer jo ud fra universiteterne og uddannelsesstederne med den nyeste viden. Hvis man kan mixe den nyeste viden med de erfaringer, som de ældre medarbejdere har høstet, kan man være mere innovativ og man kan finde nogle konkurrencemæssige fordele,« konstaterer Mina Akbari.

Ifølge Allan Levann er noget det vigtigste, hans unge mentor har lært ham, vigtigheden af at give de unge masser af ansvar.

»Den eneste måde, du kan fastholde et kæmpetalent som Mina Akbari i en virksomhed, er at sætte hende fri. Hun repræsenterer en generation, der er nysgerrig, flittig og dygtig, og som skal have en masse respekt og en masse ansvar,« siger Allan Levann og tilføjer: »Hvis Mina og hendes generation ikke føler, at de bliver mødt med mening, frihed og ordentlighed, smutter de bare videre.«

Har revurderet sit syn på talent
For Allan Levann har mødet med den unge og ultraambitiøse afghansk-fødte kvinde også været en øjenåbner af dimensioner, når det gælder alt det, han troede han vidste og mente om diversitet.

»Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har fået et meget mere nuanceret billede af, hvem der kan have talent. Fordi jeg kan se, hvor Mina er nået til i dag, trods en baggrund som flygtning og med en mor, der er analfabet, er mit talentbegreb blev udvidet markant. Så er alle da talenter, og så har alle da et potentiale,« siger Allan Levann.

I en tid med massiv mangel på arbejdskraft mener han, at virksomhederne bør rekruttere langt bredere, end tilfældet er i dag.

»Lad os få den bias om kulturel baggrund helt væk. Der er masser af afghanere og tyrkere, der bare venter på at få chancen. Der er så meget at hente, hvis vi tager andre hudfarver og andre religioner ind i vores arbejdsliv. Der er masser af fantastiske mennesker derude,« lyder det fra Allan Levann.

Omvendt mentorskab kan være nøgle til rekruttering
Fordi det omvendte mentorskab har været så berigende for både Mina Akbari og Allan Levann, overvejer de to i øjeblikket, hvordan de kan få andre til at nyde godt af modellen. De ser begge et kæmpe potentiale i at koble unge, fremadstormende talenter med ældre, erfarne ledere, og overvejer derfor, om det kan og skal sættes i en form for system.

»Jeg er helt overbevist om, at det omvendte mentorskab kan være en gevinst for mange virksomheder og ledere. Alene af den grund, at de kan blive klogere på noget af det vigtigste lige nu, nemlig hvordan de kan rekruttere og fastholde den nye generation,« siger Allan Levann.

Han understreger, at det kræver mod at turde gentænke sig selv helt forfra, specielt hvis man har været leder i mange år og egentlig tænker, at man er superdygtig og har styr på det hele.

»Men jeg må bare sige, at jeg har fået utroligt stort udbytte af det. Og jeg fornemmer også på mange af de CEO’s, jeg kender, at de er oprigtigt interesserede i at prøve det samme.«

Generationerne skal tale samme sprog
Som et første konkret skridt er Mina Akbari blevet ansat som speaker i High Performance Institute, og skal fremover holde oplæg om det omvendte mentorskab for virksomheder og ledere overalt i landet. Dermed er hun kommet i stald med notabiliteter som Kasper Hjulmand, Jim Snabe, Tue Mantoni og Kasper Holten – et selskab, som hun er meget beæret, men ikke skræmt, over at være en del af.

»Det budskab, jeg kommer med, er supervigtigt, synes jeg. Uanset om vi er gamle eller unge eller født i Danmark eller Afghanistan, bliver vi nødt til at være villige til at lære af hinanden,« lyder det fra Mina Akbari.

Drømmen er at blive CEO
Hun ser frem til at komme landet rundt og fortælle om sine egne erfaringer med at være mentor for en succesfuld CEO fra Charlottenlund.

»Jeg synes, at det er en utroligt vigtig opgave at hjælpe med til at de forskellige generationer på arbejdsmarkedet kan forstå hinanden lidt bedre og lære at tale samme sprog. For det gør vi ikke nødvendigvis altid i dag,« lyder det fra Mina Akbari, der sideløbende med foredragene fortsat vil forfølge sin egen karriere.

»Drømmen er stadig at blive CEO, men jeg vil ikke bare være det for titlens skyld eller for den prestige, der følger med. Jeg vil gerne være leder, så jeg kan motivere, inspirere, støtte og rådgive medarbejderne og allerhelst et sted, hvor jeg kan gøre en forskel, når det handler om bæredygtighed og klima,« lyder det fra Mina Akbari.

Mina Akbari, Kandidat i strategi, organisation og ledelse (cand.merc.sol)
Allan Levann, Stifter af High Performance Institute