HPI_Kunst

Fornyelsens kunst på kanten af det eksisterende

Det er en kunst at skabe nyt i det, der allerede er unikt. Kald det innovation. Kald det at gå på kanten af boksen. Men udfordringen er at holde sig inden for det, der allerede er, og forny det derfra.

Det er præcis, hvad der skete med Det musselmalede porcelæn fra Den Kgl. Porcelænsfabrik. Det stammer fra 1784. Godt 200 år senere præsenterede den unge designer og kunstner Karen Kjældgaard Larsen sin eksamensopgave for Royal Copenhagen: Hun havde forstørret brudstykker af mønstret og dermed skabt et helt nyt design. Det mega-musselmalede. Som i dag er en af de mest solgte porcelænsserier i Danmark. Musselmalet er et dekorationsdesign, som stort set alle genkender og har et forhold til – minder, nostalgi og romantik. Med tiden er designet blevet fornyet og nytænkt i en hårfin balance, hvor dekorationens egen fortælling bevares og opretholdes. På den måde har stellet bevaret sin visuelle identitet.

Det mega-musselmalede er fornyelse på kanten af det, der allerede er. Innovation i sin bedste form.