Af direktør Allan Levann, High Performance Institute

Lad os starte en revolution og gøre den gamle kostskole til rollemodel for moderne lederskab præget af mangfoldighed og diversitet.

Da jeg så opslaget om, at Herlufsholm søger ny rektor, var min første reaktion: Det er da mig, de skal have. Det føltes nærmest som et kald. Tænk sig at blive rektor for en skole, en institution og et sted med en lang og fantastisk historie og tradition. Det er en drøm, jeg altid har haft. Og nu var muligheden her. Yes!

Skolen har lagt en standard jobbeskrivelse ud. De leder efter en person med solid erfaring, som er motiverende, inspirerende, indsigtsfuld, visionær, kan skabe en stærk læringskultur, kan sikre samspil og tryghed, har gode kommunikationsevner, overblik og økonomisk forståelse.

Jeg kender ordene og ved, at jeg vil kunne omsætte dem i praksis. Men måske fortjener skolen og eleverne i virkeligheden noget andet og mere end det, der bliver efterspurgt? Måske fortjener den en revolution? Det tror jeg. Og det kan jeg give den.

Jeg besluttede mig for at sende en ansøgning, som svarer til det, jeg mener, skolen har brug for. Den bringer jeg helt transparent og åbent nedenfor.

Til bestyrelsen

Folk, jeg kender, familie, venner, netværk og samarbejdspartnere, beskriver mig som et godt menneske med et positivt og holistisk menneskesyn. Noget af det vigtigste for mig er at skabe psykologisk tryghed, som sikrer, at alle oplever frihed, kærlighed og tillid.

Som rektor for Herlufsholm vil jeg arbejde sammen med skolens ledelse, bestyrelse, lærere, elever og forældre om at skabe en skole, der fremmer det enkelte menneskes unikke evner til gavn for sig selv, skolen og samfundet. En skole, der er garant for, at vi udvikler og udfolder fremtidens ledere og medarbejdere.

Alle elever fra Herlufsholm skal få al min kærlighed, al min viden og erfaring. Alt det, jeg har lært af gode og ordentlige mennesker – som min mor, mine børn og min hustru. Eleverne er fantastiske unge mennesker, der skal kunne indgå i ethvert meningsfuldt fællesskab, de møder på deres videre rejse ud i livet. De er vores fremtid, og de står over for store udfordringer, som fordrer et nyt lederskab, nye evner, nye relationer, der sætter mennesker fri til at skabe en bedre verden. Det er en ledelsesopgave.

Og første skridt er at rive skolens gamle kultur ud af væggene. Hvorfor? Når først en kultur har sat sig, skal der mere end en gang maling til at ændre den. Der skal en genopfindelse, et sæsonskifte, en transformation eller måske en revolution til. Det er helt nødvendigt at starte med at gøre op med de traditioner, der ikke afspejler, at verden er under forandring.

Sammensætningen af elever på Herlufsholm er et spejl af fortidens og nutidens fordeling af magt i vores samfund. Eleverne ligner hinanden for meget – de har samme højde, samme frisure, samme holdninger. Det matcher det, vi møder i nutidens bestyrelser, hvor der sidder mænd i 60’erne med samme uddannelse og samme postnummer. Men fremtiden har mere end nogensinde brug for mangfoldighed – og det handler ikke kun om køn, men også om etnicitet, seksualitet, religion, alder et cetera. Derfor er der også brug for en langt mere mangfoldig sammensætning af eleverne. Jeg vil have fokus på diversitet i en inkluderende kultur. Fokus på, at der er plads til at være barn og ung på forskellige måder. Vi har brug for unge mennesker, der bliver rustet til fremtiden med respekt, tillid og kærlighed. Unge mennesker, der kan være med til at ændre verden og gå forrest på mangfoldighedens rejse. Det er samfundsopgaven.

Det kræver ledelse og lederskab. Og det har jeg mange års erfaring med. De sidste syv år har jeg sammen med CBS Executive Fonden arbejdet for at skabe rammerne for udviklingen af et nyt lederskabsforløb, som samler det bedste fra sporten, kunsten, videnskaben og erhvervslivet. Et lederskab, der siger nej til simple resultatmålinger, meningsløse KPI’er og regnearksledelse og ja til at udfolde fantastiske præstationer gennem et stærkt lederskab, et kærligt menneskesyn, en ambitiøs og modig retning. Et lederskab, som ikke vedligeholder, men udvikler, ikke fokuserer på systemer og strukturer, men på mennesker og teknologi, ikke bygger på kontrol og styring, men på tillid og mening, som ikke spørger hvordan og hvornår, men hvad og hvorfor, som ikke imiterer, men skaber noget originalt, som ikke er optaget af at gøre tingene rigtigt, men af at gøre rigtige ting, ikke løser opgaver, men skaber dem, fokuserer på præstationen frem for resultatet, som ikke fastholder mennesker, men frisætter dem, ikke måler bagudrettet (Human Resource Management), men støtter fremadrettet (Human Potential Leadership).

Den type lederskab fremmer mennesker, der ikke går efter magt, men indflydelse. Det er den type lederskab, som eleverne, Herlufsholm, samfundet og verden har brug for. Derfor søger jeg stillingen som rektor på kostskolen Herlufsholm. Det er min drøm. Det er et kald. Og det er min pligt. Lad os starte en revolution. Jeg er klar.

Allan Levann

“Mennesker udvikles gennem inspiration, lysten til at lære og glæden ved at træne.”

Allan Levann, Stifter af High Performance Institute