Af direktør Allan Levann, High Performance Institute

Har flere kvinder i topledelse og professionelle bestyrelser, kvoter, sexisme og barsel overhovedet noget med hinanden at gøre?

Det tør jeg godt mene, at det har. I dag er kun 26.4% af ledere i Danmark kvinder. Det laveste i Norden og langt fra OECD-gennemsnittet på 32,4%. I EU er Danmark næstsidst, når det handler om flere kvinder i ledelse. Kun Malta er dårligere.

I 34.000 bestyrelser i Danmark sidder der kun mænd. Kun 2% af mandlige ledere går ind for kvoter. Og det er primært kvinder, der bliver udsat for sexisme og spørgsmål om børn, hvis de har drømme, kompetencer og ambitioner om topledelse og karriere, så de kan udfolde deres åbenlyse talent til gavn og glæde for os alle.

Den seneste tids debat har vist os, at sexismen længe har haft gunstige vilkår i danske virksomheder. Det gælder blandt andet medievirksomheder og sågar Christiansborg. Sexismen opstår af en ubalance, som traditionelt har sat mænd i en mere magtfuld position end kvinder. Og det skal der laves om på, hvis vi skal den til livs. Vi skal have reel diversitet i vores virksomheder.

Og det kræver kvoter. For først, når kønsbalancen er 70/30 kommer diversiteten i praksis i spil. Det er ifølge forskningen den magiske grænse. Hvis det ene køn udgør mindre end 30%, vil det blive opfattet som en minoritet, og individerne i gruppen være mere tilbageholdende med krav, ønsker og holdninger, der afviger fra majoriteten. Hvis der omvendt er mere end 30%, f.eks. kvinder i en ledergruppe eller bestyrelse, vil de ikke længere kun blive opfattet som kvinder, men som individer med egne synspunkter og indflydelse.

Derfor har jeg fremsat et Borgerforslag, som handler om at et lederteam eller en bestyrelse skal have en 60/40-fordeling. Det vil sige max 60 procent af eget køn. For kun derigennem kan vi få gjort noget ved den triste og pinlige virkelighed, der i øjeblikket er mere synlig end før i Danmark. Frivillighed, anbefalinger og likes virker ikke. Brug NemID og skriv under – i den større sags tjeneste.

Allan Levann

“Mennesker udvikles gennem inspiration, lysten til at lære og glæden ved at træne.”

Allan Levann, Stifter af High Performance Institute