Da sommerferien sluttede i år, mødte jeg en af mine gode venner. Jeg var lige ved at skrive “gode, gamle venner,” for vi har kendt hinanden i mange år. Men jeg valgte at lade ”gamle” udgå.

Det er jo egentlig noget pjat, for der er mange positive  ting ved lange venskaber. De indeholder masser af minder, erfaringer, glæder og sorger, som vi sammen kan bruge videre gennem livet og til at holde fast i os selv og minde hinanden om, at tiden går. Og det kræver nødvendigvis en vis alder.

Men alder er på en eller anden måde belastet. Vi taler om “det grå guld” – men paradoksalt nok opfattes eller behandles høj alder sjældent som noget kostbart i vores samfund. Gamle mennesker har klang af “støvets år”, aftægt og tilbagetrækning fra den del af livet, som vi i vores del af verden opfatter som ’den nyttige’. På trods af at mange mennesker faktisk først for alvor begynder at udfolde hele deres potentiale i anden halvdel af deres liv. Det vender jeg tilbage til.

Først tilbage til den gode ven, som jeg for nemheds skyld kalder Peter. Peter spurgte mig som noget af det første, faktisk allerede da han gik mig i møde, om jeg virkelig stadig arbejdede? Om jeg aldrig skulle på pension? Om jeg havde fået børnebørn? Om mit helbred, min hårfarve, og om jeg stadig var gift med samme kvinde? 

Tænk, hvilken gave det vil være til unge at kunne give dem den besked, at de ikke behøver at toppe, før de er fyldt 30. Der er god tid. 

Jeg nåede aldrig at svare; nej, jeg skal ikke på pension foreløbig. Tak, mit helbred har det glimrende. Ja, jeg er stadig gift med den samme kvinde. Og så videre. Så afbrød Peter sin egen strøm af spørgsmål med et “nå ja, Allan, du er jo et menneske uden alder.” Efter nogle sekunders pause nikkede jeg og sagde ja. For hvis alder skal forbindes med en masse forventninger, så vil jeg hellere være uden alder.

Vi lever i en tid, hvor alder giver det enkelte menneske muligheder, begrænser mulighederne eller er anledning til direkte diskrimination. Talent bliver betragtet som noget, de unge har og helst skal forløse, inden de bliver 30 år. Og vi har nogle ret stereotype forestillinger om, hvordan den ældre del af befolkningen lever deres liv, godt understøttet af mediernes historier, der typisk deler sig i to: De stakkels svage og svigtede eller de livskraftige, der med masser af friværdi på opsparingen har forladt arbejdsmarkedet og nu svinger golfkøller verden over eller tager på dyre vinrejser.

Det er på ingen måde dækkende for, hvordan den såkaldte boomer-generation lever sit liv. Og den generation kunne virkelig skabe et boom af blomstrende præstationer på arbejdsmarkedet – hvis den fik lov.

Late bloomers

For nogle år siden udgav den amerikanske erhvervsredaktør og futurist, Rich Karlgaard, bogen “Late Bloomers”, de sent blomstrende. Det er den poetiske betegnelse for det faktum, at nogle mennesker først blomstrer længe efter ungdommen. For eksempel mange kvinder, som i begyndelsen af deres karriere har taget barsel og som regel også været familiens logistikminister for faste opgaver, så de ikke har kunnet deltage i de samme aktiviteter som flertallet af mænd.

Når børnene så bliver store, og der begynder at blive tid til at give den fuld kraft på arbejdsmarkedet og gøre karriere, møder de talentudviklingsprogrammer, som ikke er beregnet på dem, men kun på yngre. Jamen, hvorfor ikke udnytte hele talentpuljen uanset alder i en virksomhed?

Det handler langt fra kun om køn. Mange mennesker oplever, at de først senere i livet begynder at have de kundskaber, de erfaringer, den tid og den viden, som gør dem i stand til at præstere det sublime. Men så bliver de overset.

Det er præcis Rich Karlgaards pointe. Erhvervslivet har ikke råd til at abonnere på gammeldags forestillinger om “seniorer” – en anden berøringsangst betegnelse – og deres begrænsninger. Der er masser af midaldrende, ældre og gamle, som både kan og vil arbejde, og som har så mange erfaringer gennem deres liv, at de faktisk nogle gange bedre end de yngste kan tænke nye tanker. De kan forbinde vidt forskellige punkter og tænke på tværs. Mange er bedre end yngre i stand til at skelne mellem, hvad der er gammel varm luft på nye balloner, og hvad der vitterligt er nyt og brillant.

Talent har ingen alder – i kunst og sport

Karlsgaard har en anden interessant pointe: I sportens og kunstens verden er der faktisk større forståelse for, at talent ikke nødvendigvis er forbeholdt de helt unge. Raymond Chandler udgav sin første bog, “The Big Sleep” (udgivet på dansk som både “Den lange søvn” og “Sternwood-mysteriet”), da han var 51 år. Og Rich Karlgaard nævner den fænomenale coach af fodboldholdet San Fransisco 49ers, som første gang blev træner som 46-årig og vandt sin første Super Bowl, da han var 50 år. Eller min gode ven, Henrik Ørholst, som har udgivet to bøger, efter han er blevet  60.

Rent fysisk er store dele af generationen i fin form. Den gerontologiske videnskab – læren om alder – udvikler sig med rivende hast i disse år og viser os, at gammel ikke betyder færdig. Mange er særdeles fysisk aktive og nyder det. Jeg mærker det selv. Jeg har faktisk næppe nogensinde haft det bedre. Vi skal naturligvis anerkende og respektere, at der også er mange, som er både fysisk og psykisk slidt ned på arbejdsmarkedet, men det gælder desværre også mange yngre, og det har mere med en uhensigtsmæssig indretning af arbejdslivet end med fysisk alder at gøre.

Neurologien fortæller os godt nok, at nogle ting bliver sværere med alderen. Vi lærer for eksempel lidt langsommere. Til gengæld har vi fået en masse erfaringer, som vi kan forbinde og bygge videre på, og hvis vi holder os selv i gang og forbliver nysgerrige, kan vi opnå den sjældne kvalitet, som netop kræver år og erfaring. Med et lidt højstemt ord opnår vi visdom.

Du har god tid

Erhvervslivet skal holde op med at se på alder som et definitivt kriterium for, om man er et talent eller ej, om man er kreativ eller ej, om man har drive eller ej. Masser af lidt ældre har mere drive end nogensinde før i deres liv, og får de lov at udfolde det, kan de blive en enorm gevinst for virksomhederne. Det handler ikke om særlige seniorprogrammer.

Lykkes det, vil flere helt af sig selv blive en slags mentorer for de yngre medarbejdere. De ældste konkurrerer ikke med dem på samme vis som generationerne lige førde unge, hvor mange er bange for at blive overhalet af nogle, som er endnu yngre end dem selv. Den ældre generation har groft sagt mindre behov for at markere deres territorium i forhold til de unge.

Selvfølgelig er ingen af os bogstaveligt talt mennesker uden alder. Vores rynker, erfaringer og modenhed fortæller en historie om år, der er gået. Men samtidig er vi alle mennesker uden alder. Fordi alder ikke bør definere os og de muligheder, vi bliver givet.

Tænk, hvilken gave det vil være for unge at få den besked, at de ikke behøver at toppe, før de er fyldt 30. Der er god tid. Alle chancer er ikke brugt, bare fordi fødselsattesten siger et bestemt årstal. Men det kræver, at vi som Peter kan se, at alderen ikke definerer os.