Af direktør Allan Levann i Berlingske, High Performance Institute

Hvordan motiverer og sikrer vi bedst, at fremtidens medarbejdere hele tiden udvikler de evner og roller som den første digitale revolutioner kræver?

Et menneskes potentiale er langt større end det vi tror, når folk bare går på arbejde. Mennesker vil ikke gå på arbejde i fremtiden. Begrebet arbejde hører industrisamfundet til. Ligesom begrebet arbejdsmarked. Det samme gør MUS-samtaler. MUS-samtaler er noget en eller anden funktion i en virksomhed har fundet på. Kunne være HRM som betyder Human Ressource Management. På dansk betyder det noget i retning af styring og kontrol af mennesker ressourcer. Lad os starte med at smide det forælderede værktøj væk. Det hører ikke nogen steder hjemme at omtale et menneske som en ressource. Management er en forældet teknologi, som Gary Hamel bemærkede for flere år siden. Lad os i stedet tale om HPD – udvikling af mennesker potential. Her er der virkelig noget at hente. Lad os forestille os at alle danskere har et uudnyttet potentiale på 5%.

For at forstå̊ betydningen af forskellen mellem ressource og potentiale følger her et regnestykke, som jeg har lånt fra ”Sportens største ledere” af Mikael Trolle og Peter Büchmann, hvor de kigger på, hvad der sker, hvis vi danskere præsterer fem procent bedre hvert år frem mod 2030. Det vil betyde et milliardbeløb så stort, at alle kuglerammer i Finansministeriet må give op, og føre til en forbedring af vores bruttonationalprodukt på mere hundrede procent: Hvis alle præsterer fem procent bedre i løbet af vores præstationstid, og vi regner det ind i BNP, som i 2012 anslås til 1.815 milliarder kroner, og regner i nutidskroner, vil vi ende med at forbedre BNP med 218 procent i 2030 og bringe det op på 4.368 milliarder kroner. Et hidsigt regnestykke, som de nok vil være nysgerrige efter i Finansministeriet, men her blot for at nævne hvor stort potentialet er, hvis vi forbedrer os hver eneste time, hver dag og i hver eneste lille detalje med fem procent i 2030 ville BNP ende på 1.906 milliarder – blot 91 milliarder bedre end i dag. En difference på 2.462 milliarder kroner. Lad os kalde det forskellen mellem at måle mennesker eller sætte dem fri i et andet lederskab. Som regnestykket viser, er det den kontinuerlige forbedring, der gør den store forskel. Det er optimeringen af præstationen, der gør virksomheden konkurrencedygtig, sportsholdet succesrigt og i sidste ende nationen sund og rig. Derfor burde MUS-samtalen forbydes. Fordi den hindrer mennesker i at udfolde deres fulde potentiale. Den er et produkt af industrisamfundet ønske om hele tiden og måle. Men det skaber ingen værdi. Det viser al forskning men alligevel måles der som aldrig før. Til ingen verdens nytte. Du får hvad du måler. Ingenting.
Lad os i stedet udfolde menneskers fulde potentiale. Kigge på hvad mennesker gør og støtte dem fremadrettet – i stedet for at sige hvad de skal og måle dem bagudrettet. Det giver ingen mening for et moderne menneske. Det giver ingen mening eller værdi for noget som helst.

Lad os forbyde MUS-samtalen hurtigst muligt og i stedet kigge på præstationen. I dagligdagen hvor guldet skabes. Der er her fokus skal være. Der er her udviklingen af evnerne og potentialet sker. Så kommer resultatet helt af sig selv.

Se artiklen fra Berlingske
Allan Levann

“Mennesker udvikles gennem inspiration, lysten til at lære og glæden ved at træne.”

Allan Levann, Stifter af High Performance Institute