Af Allan Levan i Berlingske.
Vi har stereotype forestillinger om, hvordan den ældre del af befolkningen lever sit liv. På den måde overser erhvervslivet det enorme talent og de store muligheder, der ligger i de mange mennesker over 50 år. Tåbeligt. Ikke mindst i en tid, hvor der bliver færre og færre på arbejdsmarkedet.
Da sommerferien sluttede i år, mødte jeg en af mine gode venner. Jeg var lige ved at skrive “gode, gamle venner,” for vi har kendt hinanden i mange år. Men ordet “gammel” er lige som alder i det hele taget på en eller anden måde belastet.
Min ven stillede en masse spørgsmål, som alle havde med min alder at gøre – om jeg ikke snart skulle pensioneres, mit helbred osv. Inden han afbrød sig selv med et “nå ja, Allan, du er jo et menneske uden alder.” Det tænkte jeg over. Det var et kompliment. Men det var måske også udtryk for vores samfunds syn på alder som noget problematisk, ikke mindst i erhvervslivet.
Vi taler om “det grå guld”, men det er sjældent, at høj alder reelt behandles som noget kostbart i vores del af verden. Vi har nogle ret stereotype forestillinger om, hvordan den ældre del af befolkningen lever deres liv, men de er på ingen måde dækkende for den såkaldte boomer-generations tilværelse. Den generation kunne virkelig skabe et boom af blomstrende præstationer på arbejdsmarkedet – hvis den fik lov.
Desværre bliver talent betragtet som noget, som kun de unge har og helst skal forløse, inden de bliver meget over 30 år, selv om mange mennesker faktisk først for alvor begynder at udfolde deres fulde potentiale i anden halvdel af deres liv.
For nogle år siden udgav den amerikanske erhvervsredaktør og futurist Rich Karlgaard bogen “Late Bloomers”, de sent blomstrende. Det er den poetiske betegnelse for det faktum, at nogle mennesker først blomstrer længe efter ungdommen. Tænk bare på de mange kvinder, som i begyndelsen af deres karrierer har været holdt tilbage af samfundets forventninger til dem som gode mødre. De har sjældent kunnet deltage i de samme aktiviteter som flertallet af mænd. Det har holdt dem tilbage karrieremæssigt.
Når børnene så bliver store, og de får tid og overskud til at give den fuld kraft på arbejdsmarkedet, møder de talentudviklingsprogrammer, som ikke er beregnet på dem, men kun på yngre. Jamen, hvorfor? Hvorfor ikke udnytte hele talentpuljen i en virksomhed?
Det handler langt fra kun om køn. Mange mennesker oplever, at de først senere i livet begynder at have de kundskaber, de erfaringer, det overskud og den viden, som gør dem i stand til at præstere det sublime. Og så bliver de overset.
Karlsgaard har en anden interessant pointe: I sportens og kunstens verden er der større forståelse for, at talent ikke nødvendigvis er forbeholdt de helt unge. Og da det er en verden, der lever af talent, er der større opmærksomhed på de mennesker, der blomstrer senere.
Erhvervslivet har ikke råd til at abonnere på gammeldags forestillinger om “seniorer” – en anden berøringsangst betegnelse – og deres begrænsninger. Der er masser af midaldrende, ældre og gamle, som både kan og vil arbejde, og som har så mange erfaringer gennem deres liv, at de nogle gange bedre end de yngste kan tænke nye tanker. De kan tænke på tværs. Mange er bedre end yngre i stand til at skelne mellem, hvad der er gammel varm luft på nye balloner, og hvad der vitterligt er nyt og brillant.
Rent fysisk er store dele af de ældre generationer i fin form. Den gerontologiske videnskab, læren om alder, udvikler sig hastigt i disse år og viser os, at gammel ikke betyder færdig. Neurologien fortæller os, at årene godt nok gør nogle ting sværere. Vi lærer langsommere. Til gengæld har vi fået en masse erfaringer, som vi kan forbinde og bygge videre på, og hvis vi holder os selv i gang og forbliver nysgerrige, kan vi opnå den sjældne kvalitet, som netop kræver år og erfaring: Med et lidt højstemt ord opnår vi visdom.
Erhvervslivet skal holde op med at se på alder som et definitivt kriterium for, om man er et talent eller ej, om man er kreativ eller ej, om man har drive eller ej. Masser af lidt ældre har mere drive end nogensinde før i deres liv, og får de lov at udfolde det, kan de blive en enorm gevinst for virksomhederne.
Tænk, hvilken gave det vil være til unge at kunne give dem den besked, at de ikke behøver at toppe, før de er fyldt 30. De har god tid. Alle chancer er ikke brugt, bare fordi fødselsattesten siger et bestemt årstal – så længe vi lærer at se og dyrke talent, hvor det er. Uanset alder. Fordi det handler ikke om alder, men om mennesker!
