Af direktør Allan Levann, High Performance Institute

Hvor ofte har jeg ikke hørt formuleringen; kulturen sidder i væggene, når medarbejdere og ledere skal fortælle om deres arbejdsplads, organisation eller institution. Når kulturen sidder i væggene betyder det, at kulturen er flyttet fra mennesket ind i væggene og derfor ikke kan ændres, bortkastes eller fornyes. Traditionen har sejret over tidens forandringer og blevet et ritual, som opretholdes af et system af tavshed, som ingen tør eller ønsker at bryde. På den måde bliver vægge til tradition, magt og undertrykkelse fordi sådan har vi altid gjort. Det er stedets ånd og giver lederen retten og pligten til at fastholde og opretholde status quo. Og lur mig hvis nogen forsøger at ændre væggenes magt. Ledelse forsvinder og væggene tager over. Når jeg i dag oplever de ting der sker på kostskolen Herlufsholm kan jeg nemt genkende, når traditionen og væggene tager magten, og kun de stærke kan sejre. Det er en gammel tradition, som vi kender helt tilbage til enevældens tid. Der skal nærmest en revolution til for at ændre på det. Det har vi også set ske før. Og nu er der måske brug for ny revolution – en genopfindelse.

Kulturen sidder i mennesket. Det enkelte menneske. Ikke i væggene. Hvis vi ikke kan rive kulturen ud af væggene, må vi rive dem ned. Skabe en ny kultur hvor mennesket er i fokus og hvor hvert enkelt menneske kan udfolde og udvikle sit eget helt unikke potentiale til gavn og glæde for den enkelte og fællesskabet. Ikke et samfund, en skole, en organisation eller en institution der bygger på frygt og den stærkes ret til at undertrykke andre, fordi kulturen sidder i væggene. Jeg får lige lyst til at gentage Ronald Reagans berømte sætning ”Tear down this wall”. Er det det der er brug for at få kulturen ud af væggene? Og tilbage til mennesket. Der er brug for et modigt, empatisk og autentisk lederskab der tager ”enkeltsager der kan håndteres internt” alvorligt inden de sætter sig mageligt til rette i kulturen i væggene. Der er brug for frihed, tillid, kærlighed og respekt til det enkelte menneske. Ikke mindst til de unge som er vores fælles fremtid.

Allan Levann

“Mennesker udvikles gennem inspiration, lysten til at lære og glæden ved at træne.”

Allan Levann, Stifter af High Performance Institute