Samfundsansvar er en opgave for virksomhederne. Samfundsdebatten skal dog ikke tages af toplederne, men af bestyrelsen. Malou Aamunds exit fra direktørposten i Google kan vise vejen.
At være en del af samfundsdebatten hører med til at tage et samfundsansvar. Og det er nødvendigt for moderne virksomheder. Men det er ikke toplederens opgave at være en del af debatten. Den opgave bør ligge hos bestyrelsen, virksomhedens øverste ledelse.
Toplederen skal passe forretningen. Han eller hun bliver målt og vejet på sin evne til at tage sig af bundlinjen – at virksomheden skaber værdi og medarbejderne forløser deres fulde potentiale. Her har toplederen rigeligt at få tiden til at gå med.
Så opgaven med at bidrage til samfundsdebatten må ligge hos bestyrelsesformanden m/k. Det er en opgave, som er lige så vigtig som at holde styr på forretningen. Måske vigtigere. For det handler om at passe på virksomheden, når det går godt, og sikre, at man hele tiden er foran samfundsdebatten, når en fare lurer lige om hjørnet. Og der ligger mange på lur i en woke verden. Det skal bestyrelsen holde øje med. De skal være samfundsspejdere, som hele tiden fornemmer ændringer i holdninger, nye strømninger – i politik, kultur, på klimaområdet, ja, nærmest alle vegne.
Det kræver bestyrelsesmedlemmer, der ser noget mere end bundlinje. Den kræver et brud med traditionerne. Et opgør med indavlen. Nye bestyrelsesmedlemmer bør rekrutteres ikke blot ud fra diversitet i køn, alder, etnicitet, etc., men også ud fra deres evne til at læse samfundet og tage samfundsansvar. Eller også skal bestyrelserne tilknytte en gruppe af samfundsspejdere, hvis ikke de selv har kompetencerne til at holde øje med samfundsstrømningerne her og nu. Hvilket de sjældent vil have, da de ofte er sammensat af mænd i alderen 55+.
Når en topdirektør som Malou Aamund forlader sin post for at hellige sig en bestyrelseskarriere, hører jeg ikke til dem, der begræder, at erhvervslivet har mistet en dygtig leder. Tværtimod mener jeg, at hendes talent og potentiale er oplagt i en bestyrelsessammenhæng. Hun har erfaring fra både den politiske og erhvervsmæssige verden. Hun ved, at gode og dygtige virksomheder er rygraden og forudsætningen for velfærd til os alle. Og hun kan være med til at tiltrække andre kompetencer til fremtidens bestyrelser. Lad Malou Aamund vise fremtiden og være et eksempel på, hvordan samfundsansvaret kan fordeles mellem bundlinje og samfundsdebat.
Af direktør Allan Levann, High Performance Institute
“Mennesker udvikles gennem inspiration, lysten til at lære og glæden ved at træne.”