Der foregår i disse dage en voldsom debat om lighed og ulighed i Danmark. Det er en god og nødvendig diskussion at tage en gang imellem, synes jeg.
Det er nemlig vigtigt, at vi har mod til at erkende, at ulighed – eller forskellighed, som jeg hellere vil udtrykke det, er en styrke.
Sådan har det været i erhvervslivet i mange år. Der findes vel ikke nogen moderne dansk virksomhed, privat såvel offentlig, som ikke har individuelle løn- og incitramentstrukturer til fremme af præstationslysten.
Forestil Jer denne situation i en virksomhed der f.eks. sælger It-udstyr, at alle sælgere starter dagen med at få at vide, at de alle vil få den samme løn for dagens arbejde.
Det vil simpelthen ikke holde. Motivationen og lysten til at gøre en forskel og gøre sig umage ville for de flestes vedkommende være væk. Af den enkle grund, at der for de fleste mennesker er en væsentlig motivationsfaktor i at blive behandlet forskelligt. For det er jo det vi er. Forskellige. Og forskellighed skaber ulighed fordi nogle er bedre end andre. Der findes stjernemedarbejdere der får toplønninger, der findes gode medarbejdere der får gode lønninger og der findes dårlige medarbejdere der får løn. Det ved vi alle. Fordi alle ved, at enhver virksomhed har brug for denne dynamik og energi på arbejdspladsen for at kunne skabe store præstationer – sammen.
Lad os for en stund rette blik mod et par andre verdener. Lad os starte med sportens verden. Ingen kan vel i sin vildeste fantasi forestille sig et fodboldhold bestående af den samme type spiller. F.eks. elleve Michael Laudrup-typer på samme hold. De ville aldrig vinde en kamp. Nej, her er forskelligheden helt afgørende. Også når det handler om løn. Ingen spillere, i nogen seriøs fodboldklub i Danmark eller Europa, får det samme udbetalt i løn. Her accepteres uligheden.
Uligheden er en vigtig del for holdet. Hvem vil ikke gerne spille/arbejde samme med den bedste spiller/medarbejder. Det vil alle.
Det samme foregår hver eneste dag på Det Kongelige Teater. Der er vel ingen der stiller spørgsmål tegn ved om Placido Domingo, når han kommer til Danmark, skal have samme løn som 4. korsanger. Her er uligheden hele forudsætninger for præstationen. Her bliver uligheden kanaliseret over i den positive fælles energi som hedder stolthed.
Derfor søger medarbejdere, ikke kun sportsfolk og kunstnere, derhen hvor de allerbedste er. Stoltheden over at have den allerbedste som kollega eller chef er vigtig. Mere vigtig end nogensinde, tror jeg. Vi har brug for rollemodeller, stjerner og eliten for at udvikle vores virksomheder og samfund i den rigtige retning.
Derfor bruges der også masser af ressourcer i danske virksomheder på at skabe denne form for dynamik og energi som bygger på forskellighed. Ulighed om I vil.
For hvis virksomhederne ikke har modet til at skabe ulighed, give forskellige mennesker med forskellige talenter og kompetencer forskellig løn, så går det hele i stå. Eller i værste fald sker det som allerede er i fuld gang i Danmark. De bedste rejser til udlandet for at blive anerkendt og belønnet for deres talent.
Det er en meget farlig udvikling. Og den skyldes, at vi i Danmark ikke er særlig gode til at hylde vores ypperste repræsentanter inden for erhvervslivet, kunst, sport eller videnskab.
Det hele ender altid med lidt småbold i amatørklubben.
Og det er jo ikke lige det Danmark har brug for i fremtiden.
Af direktør Allan Levann, High Performance Institute
“Mennesker udvikles gennem inspiration, lysten til at lære og glæden ved at træne.”